Et Grimm-eventyr av en Bü

Jeg vil besvare spørsmålet «Hvordan er det å bo i Berlin?» med en serie tekster under tittelen «Tysklandstiraden». Navnet henspiller ikke bare på den norske brigaden som okkuperte Tyskland fra januar 1947 til april 1953, men er også en sårt tiltrengt påminnelse til meg selv og andre om at Berlin faktisk ligger i Tyskland - Europas største land med en befolkning anslått til 80.996.685 mennesker per juli 2014, ifølge CIAs faktabok. Tyskerne spøker gjerne med at Berlin ikke er en del av Tyskland, gitt denne kosmopolitiske byggeplassens radikale scener og turbulente historie.

Jeg ønsker å formidle syn, idéer og kulturopplevelser fra Berlin og Tyskland - smaksgleder fra dette store Grimm-eventyret av et land! Den beste måten å åpne Tysklandstiraden på, må være med noen tekstutdrag fra min nye roman «Germania», bloggtekster skrevet for hånd underveis i Berlin de siste årene. Språket i «Germania» kan kalles gringogermansk, og er en kaudervelsk hybrid av høgnorsk, dansk og tysk.

Fra "Germania"

Was er ein Bü, um icke eit Netzwerk af Gader strucket über Sand und Grus, Kvartaler mit Bügninger anbragt paa den samme Stein-Grund, Kabler und Rör-Ledninger der forbinder Bügningene unter Jorden, Tunneler für unterjordisch Transport mellom Bü-Delene, Elver, Kanaler und Broer der gaar über deim, und til Slut, det som ingen Bü kan undwäre: Indbüggere, enten dei er Menscher, Maschiner oder Dür. Götterne und Englene er der ude, dei auch.

Um Winteren lever Germanikerne i Mörke, dei staar op i Nachten, kler sich i mörke Klär, gaar til Arbeitet i det der ennu er Nacht, mit maschinell oder melancholisch Musik i Örene, Sang, Strügere oder samplede Trommer, wer und ein lidt i sin eigen Werden, icke saa müe mutt oder trett, som trucket tilbage und ind i sich selv, ein indadwendt Offensiv, dei snufser und henter Tempo-Papirlommetörkler op fra Lommen, snüder sich und snufser widere i Mörket, sitzende ved Siden af werandre paa U-Bahn und S-Bahn und Strassenbahn und Regionalbahn, ein selden Gang schnacker dei mit Ukente, naar ein Reisende icke fick mit sich was der blev meldt über Höittaler-Anlegget, Bügge-Arbeiter paa Banen oder ein indstilt Afgang, ein af dei mange Überraskelsene der kommunizieres via Schilt und höittalte Meldinger, dei snufsende Indbüggere mit maschinell oder melancholisch Musik i Örene lever i ein stor Maschin af ein Bü, at wäre i Drift er denne Maschinens Normaltilstand, smaa Uregelmessigheider hier und der faar icke selve Maschinen i Kne, selv icke naar det falder Schne oder Bomber slutter Büen at fungere, den gaar bare über i eit andet Tempo, Trafiken af Information und Individier legges til andre Kanaler end unter Normaltilstanden, Systemet Germania fortsetzer.

Wir beginner i Wilhelmstrasse, manövrierer uns forbi Dagens Finanzministerium, ein Gang Hermann Göhrings Reichsluftfahrtsministerium, teiknet af Ernst Sagebiel und reist i 1935/1936. I Leipziger Strasse mellom Leipziger Platz und Vossstrasse laa i 70 Aar eit Umraade saa stort at De kunde have reist eit Fotballstadion paa det, heilt öde, eit Saar i Landskabet efter Bombingen af Germania. Nu skal man bügge Köpezenter und Boliger der Warehuset Wertheim ein Gang stod. Mit Büggherrens Ord: Hier entsteht eine neue Wohn- und Shoppingwelt. I den neue Bo- und Shopping-Werden wil De finde Zara und Gucci und ein Masse andre Merker, Gris, i den Grad at De wil faa Streck-Merker af all Edingen und Bäringen. Paa Turist-Zirkuset Potsdamer Platz staar ein lang, tünd Schickelse i röd Trikot überst i Rulletrappen, mit Hipsterens schwarze Schulter-Weske über Bagen. Wem der haver betalt det röde Fantom für at sperre Wegen for dei Reisende, det weid ich icke, Gris, aber det er trügt at sige, at vedkommende wilde solgt Dem sin Datter für ein Kex! Udenfor den gule, mangekantede Filharmonien bliver ein jung Mädchen fotografiert, hun smiler blant Stativer und Reflektorer. Wir buser forbi gamle Richard Wagner, der han sitzer i Udkanten af Tiergarten, graasprengt unter Halvtaget sitt und lengter efter — was da? Ich tipper paa ein Mésen mit eit herrschaftlich Haus und ein willig Kone.

Det bügges i Germania, büggebüggebügg! Exclusives wohnen im Tiergarten. Hier ist Exzellenz zu Hause, heider det i Reklamen für Diplomaten-Park, wor Volk der icke er Diplomater skal lockes til at bo sammen mit andre Volk der icke er Diplomater. I Von-Der-Heydt-Strasse röker ein langhaaret Funktionär i ein Döraabning, bredbeint i Aftensolen. Der Landskabet bügges mit Maschiner, bügges Schriften mit Proteser.

Kircheklocker, Solen der sinker über Eicheträrne. Det gaar mot Aften i Büen ich kalder Germania. Det war Föreren und Albert Speer der drömte um Germania, Hovedstaden i Tausend-Aarsriget dei teiknet. Drömmen um Germania blev bombet i Stücker. Derfor er det ich kalder min Bü für Germania, den war Svermeres Forsög paa at göre sine Drömmer til ein Wirklichheid der skulde umfatte alle andre end deim selv. I det Utopien Germania skulde blive til eit Germania i Stein und Staal, gik Drömmen op i Flammer. Büen ich kalder Germania er ein Fiktion. Speers store Dom findes icke hier, heller icke Die grosse Halle. Stillasene rundt den diktatorische Dröm er revet, bare Ruiner staar igen. Det war slig Föreren und Speer designet Germania, Gris, som ein ruin für Ewigheiden. Ein Norwegisch Mand lever i 80 Aar, ein Norwegisch Kvinde i 83 Aar. Den Tid er icke mer end eit skarve Hugg i ein Marmorblock. Ingen af Architektene bag det tenkte Germania lever widere for at trinke Öl mit mir unter Eicheträrne i Café am neuen See.

Pelikanen Forlag, 2014

Cornelius Jackhelln er forfatter og musiker, bosatt i Berlin siden 2006. I kommende artikler vil han dele sine betraktninger om Berlin og Tyskland med norske lesere.